Vold

Vold:

Der findes ikke nogen klar definition på, hvad der menes med vold. Der er derfor heller ikke nogen sikkerhed for, hvordan og hvor hårdt forskellige typer af vold bliver straffet. Det er derfor en helt konkret vurdering, hvordan straffen skal være.

Der vil i den forbindelse eksempelvis være forskel på straffen for vold i hjemmet og vold over for ukendte personer.

Det er kendetegnene, at retterne lægger vægt på typen af vold, de påførte skader, hvor volden er udøvet samt hvad motivet bag volden har været. Hertil kommer de mere almindelige afvejninger, navnlig tiltaltes alder, personlige forhold samt om tiltalte er tidligere straffet.

Tre bestemmelser:

Omkring vold, er der i Straffeloven tre forskellige bestemmelser, som varierer i grovhed. Hvilken bestemmelse en tiltalte dømmes efter vil være en væsentlig afgørende faktor ved fastsættelse af straffen.

Straffelovens § 244 – den såkaldte almindelige voldsparagraf angår simpel vold. Bestemmelsen er typisk relevant i sager om gade vold med alene slag, spark og lignende. For at være simpel vold er det også en betingelse, at følgerne af volden har været af et begrænset omfang. Strafferammen er fængsel i 3 år, men det mest almindelige i praksis er mellem 30 og 60 dages ubetinget fængsel. Bestemmelsen anvendes typisk i sager om gadevold eller diskoteksvold, hvor der er tale om slag, spark, kast med genstande, eller tildeling af skaller – og hvor skaderne er af begrænset omfang.

Straffelovens § 245 – grov vold. Som det fremgår af bestemmelsen finder denne anvendelse i tilfælde, hvor volden kan karakteriseres som værende af rå, brutal eller farlig karakter. Der er altså tale om at volden skal være af væsentlig mere kvalificeret art. Dette udtrykker strafferammen også, denne er 6 års fængsel. Bestemmelsen er udgangspunktet ved brug af våben, hvad end disse er reelle våben eller blot genstande anvendt med det formål. Det er eksempelvis udgangspunktet for slag med eller kast af glas eller flaske mod ansigtet, uagtet at glasset knuses eller ej.

Straffelovens § 246 – særlig grov vold. Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor volden har været af særligt grov beskaffenhed, haft alvorlige skader eller haft døden til følge. Strafferammen for vold efter denne bestemmelse er 10 års fængsel og fungerer som en tilføjelse til § 245 – samt til § 245a om omskæring af kvinder.